Prædiken 5.s.e.trin 2011 Føns kirke

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. Luk 5,1-11

Når vi i dagens evangelium hører om Peter, der skal slippe alt hvad han har i hænderne for han skal til at fange mennesker, så lyder det måske lidt betænkeligt i vore moderne ører. Indfange mennesker? Er det det kristendommen går ud på?  Det klinger lidt for meget af korstog og tvangsdåb af genstridige hedninge og andet luskeri, som kristendommens historie utvivlsomt har haft sit præg af.  Hvordan skal vi forstå os selv i forhold til det? Hvad er nu det for noget med tvang og list og udsatte net?
Men måske kan vi høre og forstå historien om Peter og fiskeriet fra en anden vinkel... Vi kan prøve at se på hvad det er der rent faktisk sker med ham Peter, der på kanten af bredden.

Som erfaren fisker plejer Simon Peter at have sit på det tørre, når det handler om at fiske; Han er godt klar over at nogle tidspunkter på døgnet er bedre at fiske på end andre og at nogle tidspunkter på året er bedre end andre.
Men han og hans venner har netop været ude for, at de har fisket hele natten og nærmest ingen fangst fået. Men pludselig kommer Jesu til dem og siger, at de skal tage ud på det dybe og de vender hjem med nettene bugnende af fangst. Det må have rystet Peter i sin grundvold! Han gør fra at have sit på det tørre til at være på dybt vand – grebet af rædsel, som vi hører. Men til det siger Jesus ”frygt ikke, følg mig.”

Og måske kan vi i dag spejle os lidt i Peter...

Det meste af tiden har vi også vores på det tørre. For det meste af menneskelivet foregår om ikke på fast grund, så i hvert fald på lavt vand. Vi vover os måske ud til første og anden revle i ny og næ, mærker lige fødderne slippe bunden et kort sekund, men vi ved, at vi snart har fast bund under fødderne igen på den næste revle…
Men når vores verdensbillede rystes i sin grundvold, som det skete for Peter. Når tilværelsen synker i grus, når terroren pludselig slår ned, eller vi kastes ud i sorg og krise. Så er vi ude på det dybe, hvor vi mennesker ikke længere har magt over tingende, så er vi magtesløse...

Forfatter og sygehuspræst ved Vejle Sygehus Preben Kok har skrevet en lille perle af en bog med titlen ”Skæld ud på Gud” og han betegner netop, at når vi mister kontrollen over livet, når meningsløsheden og magtesløsheden hærger, så er vi ude over tredje revle.
Han fortæller i bogen om hvordan han selv reagerede, da han var ude hvor han ikke kunne bunde, da han som ung blev ramt af alvorlig sygdom, og der oplevede magtesløsheden tæt på. Han fortæller hvordan han bliver så vred på Gud over tingenes tilstand at han ”fyrer” ham. Sådan en Gud der ikke passer på os, ham kan han da ikke bruge til noget som helst. Men han opdager at til trods for fyresedlen, så går Gud ikke sin vej Og han skriver: ”Så fyrede jeg Gud en gang til og blev vred på ham og sagde at han skulle have spurgt mig inden han lavede verden selv, for jeg kunne have givet ham et par råd, han kunne have brugt. Men heller ikke det fik Gud til at gå, og så gik det op for mig, at var kernen i kristendommens budskab: At Gud selv har været nede på jorden og kom så langt ud i ydmygheden at han på korset råbte: Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig? Og pludselig indså jeg, at det havde han gjort for at kunne fortælle mig, at han godt vidst hvor elendigt jeg havde det, når jeg selv var det sted. Så blev det en solidaritetserklæring, jeg kunne forstå.”

Så vidt Preben Kok. Han oplevede hvordan Guds kraft udfoldede sig, der hvor han gav afkald på kontrollen. Han oplevede at der hvor hans magtesløshed var dybest, der gik Gud ikke sin vej, tværtimod...

I 2. Korinterbrev står der en fantastisk sætning: ”I din magtesløshed udfolder Guds kraft sig.” Det er stærke ord: I vores magtesløshed, der hvor vi giver op, der udfolder Guds kraft sig... Men i vores moderne verden er magtesløshed nærmest tabu. Vi bruger enorme kræfter på at tilkæmpe os følelsen af at have magt over tilværelsen, at have kontrol over livet.

Så længe vi selv har styr på det hele og kan kontrollere alting - så opdager vi ikke nødvendigvis Guds magt. Når vi derimod mister kontrollen - når vi slækker lidt på vores faste greb om tingene - så kan der ske forunderlige ting...

Der kan ske det, at vi hører Jesu ord fra dagens tekst: Frygt ikke. Derude på dybet. Derude findes Gud...

Peter og hans venner tog ud på dybet, der hvor vi mennesker ikke kan bunde. Men de kom ikke tomhændede hjem... De kom hjem med et budskab om, at derude findes Guds magt... De kom hjem med budskabet om at ude på dybet, der er Guds magt den stærkeste, også selvom Guds magt viser sig på en mærkelig måde: Nemlig dér hvor vi mennesker oplever afmagt.
Men i den magtesløshed finder vi en bemærkelsesværdig frihed. Den frihed, der ligger i troen på, at der nogle ting vi har lov til at sige; det her Gud, det må du tage ansvaret for.

Og derfor handler historien om meget mere end fisk... For det net Peter og hans venner kaster ud til os mennesker er ikke et tvangsnet, det er derimod nettet til frihed… Frihed fra at skulle holde sammen på alting selv. Frihed til at tro at der er et net, der griber os både i livet og i døden. Kun i Guds garn får vi altid lov til at være frie, for der har vi lov at tro, at Guds hånd holder os fast, når vi selv mister kontrollen og må give slip. I vor Herres net finder vi budskabet om Guds kærlighed, der har magten og æren i evighed, derude over tredje revle, hvor vi selv ikke længere kan bunde.
”I din magtesløshed, der udfolder Guds kraft sig. ”

Amen